Vinterhilsen fra Odsherred Havne
For både der står på land
Måske skal der klargøres til en ny sæson og vi henstiller til at I tager hensyn til hinanden og taler sammen hvis I oplever problemer. På havnekontoret hjælper vi gerne med at sende en besked til en bådejer, hvis noget er ved at blæse væk eller lign.
Af hensyn til hinanden skal I huske på at:
- Presenninger og andre overdækninger skal fastgøres forsvarligt og kontrolleres løbende.
- Det er bådejers ansvar at holde rent rundt om sit fartøj og alt affald efter evt. klargøring og reparationer skal fjernes dagligt efter arbejdets ophør.
- Eventuelle stiger skal være fastlåst, så bådstativet kan flyttes uden at stigen er i vejen.
- Rensning af bundmaling skal i henhold til Miljøministeriets retningslinjer ved bl.a. anvendelse af støvsuger og opsamling på presenning/flytbart underlag.
- Hvis din båd skal sandblæses skal dette gøres på plads egnet til dette. Odsherred Havne har ikke selv en ”slibeplads”. Vi henviser til Yacht Service Sjælland, som har etableret en egnet plads.
Særligt af hensyn til brandfare skal I huske at:
- Benzin skal være aftappet og tanken udluftet (gælder ikke diesel)
- Det er kun tilladt at have strøm på en båd der står på land, når man opholder sig ved båden. Husk at tage landstrømmen fra inden du tager hjem.
For både der ligger i vandet
Skal din båd flyttes til en roligere plads for vinteren (indtil 1. april), kan du blot tage en plads med grønt skilt eller kontakte havnekontoret for anvisning.
For alle
Husk at det ikke er tilladt at tage fast ophold i båden i vintersæsonen, medmindre du er en af de fem, der har fået folkeregisteradresse på havnen i Nykøbing Sj, samt at det slet ikke er tilladt at overnatte i både der står på land.
Uanset om du ligger på land eller i vandet, kan det være en god ide at sikre sig at båden er klargjort til en vintersæson med blæst, særligt hvis du overvintrer med masten på. Læs evt. mere om hvordan du beskytter din mast og rig i vinterhalvåret i de to artikler nedenfor.
Andet
Vandet på broerne er lukket og åbnes først når faren for nattefrost er drevet over.
Sejlertoiletterne i Rørvig og Odden Havn er ligeledes lukket.
Søsætningstider for foråret 2024 forventes at blive fra den 2. april.
Vi ønsker jer alle en rigtig god vintersæson og glæder os til at se jer igen til foråret.
Med venlig hilsen
Odsherred Havne