Kommuneplan og planstrategi
Kommuneplan 2021-2033
Kommuneplanen dækker hele kommunens areal og kan bedst beskrives som en overordnet plan, der primært sætter mål og rammer for arealanvendelsen i kommunen.
Kommuneplanen er bindeleddet mellem landsplanlægningen og den regionale udviklingsplan på den ene side og den detaljerede lokalplanlægning på den anden side.
Der er ikke handlepligt i en kommuneplan og Byrådet kan derfor ikke sikre, at de planlagte projekter rent faktisk gennemføres. Kommuneplanen kan kun sikre, at hvis der sættes en handling i gang, skal denne være i overensstemmelse med kommuneplanen. Byrådet skal dog arbejde for kommuneplanens realisering.
Kommuneplanen har ikke i udgangspunktet direkte retsvirkninger over for kommunens borgere. Retsvirkning opnås først via den konkrete sagsbehandling i kommunen. Kommuneplanens ’Rammer for lokalplanlægningen’ angiver grænser for, hvilket indhold en lokalplan kan have.
Rammerne giver ikke den enkelte grundejer ret til at anvende eller bebygge sin ejendom i overensstemmelse med rammebestemmelserne. Rammerne er maksimalgrænser. De er ikke mere detaljerede, end at der ved lokalplanlægningen kan ske en nøjere planlægning og detaljering af et område. En lokalplan vil derfor ofte, på grund af den mere detaljerede planlægning, være skærpende i forhold til rammernes bestemmelser om bebyggelsesprocenter, etageareal osv. Eksisterende byplanvedtægter, lokalplaner og servitutter er fortsat gældende, uanset hvad der står i kommuneplanens rammebestemmelser. De kan kun ændres gennem en ny lokalplan.
Kommuneplanens retningslinjer er bindende for kommunens planlægning, administration og anlægsvirksomhed. Byrådet har pligt til at arbejde for gennemførelse og efterlevelse af retningslinjerne.
Byrådet kan modsætte sig udstykninger og bebyggelse inden for byzonen, hvis det er i modstrid med kommuneplanens rækkefølge for planlægning af nye byområder. Byrådet kan også modsætte sig opførelse af bebyggelse, ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer i byzone eller sommerhusområde, hvis byggeriet, eller anvendelsen, er i strid med kommuneplanens rammebestemmelser, eller hvis projektet ikke er i overensstemmelse med gældende byplanvedtægt eller lokalplan.
Endelig kan Byrådet nedlægge forbud mod, at der etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Forbuddet gælder op til ét år og skal afløses af bestemmelser i en ny lokalplan.