Jord på vejene
Særligt om efteråret kan der ligge jord på vejene
...og særligt ude på vejene langs Lammefjorden kan du som trafikant risikere, at der ligger jord på vejen, når der bliver høstet fx kartofler, kål og gulerødder. Sæt farten ned og vis hensyn til hinanden.
Vis hensyn til hinanden
Vejmyndigheden ved Odsherred Kommune kører jævnligt tilsyn med vejene i kommunen, men modtager også løbende henvendelser om efterladt jord på vejene.
Det kan være svært at undgå, at der ved markarbejde, jord- og gyllekørsel, køres jord på vejene. Vi opfordrer derfor alle gæster og borgere i kommunen til at vise hensyn til hinanden.
Det er vigtigt at gældende regler overholdes og der udvises tålmodighed i trafikken og der samtidig køres efter forholdene på vejene.
Det er ikke tilladt at henkaste eller efterlade noget på vejen, der kan være til fare eller ulempe for færdslen, det fremgår af færdselsloven § 87, stk. 1.
Jord på vejen kan være til fare for færdslen, og specielt i dårligt vejr vil jord på vejen danne et glat underlag, hvilket ikke er acceptabelt for færdslen på strækningen.