Behandlingens indhold
Oversigt over behandlingselementer
Kom og få et indtryk af behandlingstilbuddet
Har du ikke været i behandling hos os før, starter vi altid med at invitere dig til en informationssamtale.
Her kan du høre om vores behandlingstilbud, og hvis du har mod på det, fortælle lidt om de udfordringer du står i, så vi kan drøfte, hvordan vi bedst vil kunne hjælpe dig.
Du kan være anonym til informationssamtalen.
Efter samtalen kan du enten tage hjem og tænke over, om vores tilbud er noget for dig, eller hvis du har fået mod på behandlingen, kan du med det samme lave aftaler om det videre behandlingsforløb.
Hvis du ønsker at booke en informationssamtale, så kontakt os på vores hovednummer 41 41 92 00 og aftal en tid.
Hvis du er i tvivl om du er parat til behandling
Hvis du er i tvivl om du er parat til, eller har brug for, rusmiddelbehandling, så har vi mulighed for at tilbyde dig et forløb med 1-5 rådgivende samtaler hos én af behandlerne.
De rådgivende samtaler giver dig mulighed for at drøfte med behandleren, hvad der kunne være en vej frem for dig, og I kan få talt lidt mere om din situation, din motivation og hvilke ønsker du har for dit liv.
Du vil også kunne få vejledning om rusmidler, rusmiddelbrug og afhængighed.
De rådgivende samtaler kan du bruge til at komme tættere på en beslutning om du skal gå i behandling eller ej.
Du kan vælge at være anonym under samtalerne.
Indskrivning i behandlingen
Når du har besluttet dig for, at du gerne vil gå i behandling er første skridt, at du formelt skal indskrives i vores tilbud.
Det vil sige, at du sammen med din kommende behandler laver en såkaldt udredning af hele din situation, hvilke vil sige, at I kommer til at tale om ting som fx din baggrund, din aktuelle situation, dit forbrug af rusmidler, din motivation for forandring, og dine ønsker til behandlingen.
Dette for at få et helhedsorienteret billede af dine udfordringer og ressourcer.
Et forløb hos os vil være individuelt tilrettelagt. Der vil blive taget hensyn til, hvilke behov du har og hvilke dele af den understøttende behandling, der kan være en hjælp for dig til at opnå de forandringer du ønsker.
Når du sammen med behandleren har afklaret dette, vil I sammen lave en behandlingsplan, der danner rammen for den videre behandling.
Behandlingsforløbet evalueres ca. hver 3. måned, sammen med dig, og samtidig justeres behandlingsplanen, så den hele tiden følger den udvikling, der sker med dig.
Lægelig vurdering som en del af behandlingen
Teamet har lægedækning hver mandag af en læge med god erfaring indenfor behandling af misbrug.
Der deltager altid en sundhedsfaglig medarbejder i lægesamtalerne, så der er mulighed for tæt opfølgning på de ting du aftaler med lægen.
Har du behov for afrusning (ved alkoholmisbrug) eller substitutionsmedicin (ved opioidmisbrug) vil dit behandlingsforløb typisk starte med en lægesamtale.
Du har, som en del af behandlingsgarantien, ret til en lægesamtale indenfor 14 dage efter din indskrivning i behandlingen, men ikke alle har behov for lægesamtale i starten af behandlingen.
Du kan drøfte med din behandler, eller med de sundhedsfaglige medarbejdere, hvornår det vil være relevant med en lægesamtale, og de vil også kunne fortælle dig, hvilken muligheder for understøttende medicin vi kan tilbyde - alt efter din problematik.
Du vil løbende blive indkaldt til opfølgende lægesamtaler, hvis du er begyndt i medicinsk behandling, og lægen vil også følge din behandling ved hjælp af blodprøver og EKG (hjertekardiogram).
Starter du i en medicinsk behandling er denne som udgangspunkt gratis.
Der kan dog være tale om egenbetaling ved nogle former for medicin.
Når du taler med læge, vil lægen lægge en lægelig behandlingsplan som du skal acceptere.
Medicin som en del af det samlede tilbud
Vi kan tilbyde dig medicinsk støtte til at komme ud af dit misbrug. Dette aftales med vores læge og sundhedspersonalet.
Der kan fx være tale om antabus behandling, B-vitamin behandling, substitutions behandling, eller trangnedsættende medicin.
Vi har åben for medicinudlevering hver mandag og torsdag fra klokken 9.00 - 10.00 og fra 15.45 - 16.45.
Er du forhindret på disse tidspunkter, eller har du en aftale om at få udleveret medicin dagligt, kan du lave aftaler med de sundhedsfaglige medarbejdere om, hvornår du så kommer og henter din medicin.
Få et sundhedstjek
Du kan få en "hele-vejen-rundt" sundhedssamtale hos vores sundhedsfaglige medarbejdere med henblik på at hjælpe med at afklare, om du har brug for behandling for fysiske eller psykiske problemer - ud over den behandling du får for dit rusmiddelproblem.
Du er også altid velkommen til at henvende dig til de sundhedsfaglige, hvis du har bekymringer for dit helbred eller har brug for vejledning i forhold til fx medicin eller breve fra læge/sygehus.
De sundhedsfaglige medarbejdere samarbejder gerne med din praktiserende læge, og tilbyder også følgeskab til behandling udenfor teamet, hvis du har behov for dette.
Har du haft et stofmisbrug, og i den forbindelse delt kanyler eller snifferør med andre, tilbyder vi, at du kan få taget blodprøver for screening for hepatitis (leverbetændelse) og HIV, og hvis disse er negative, bliver du tilbudt at blive vaccineret mod hepatitis a og b.
Skulle det vise sig, at du har leverbetændelse, har vi et tæt samarbejde med et udkørende tilbud til behandling af dette.
Injektionsudstyr
For at forebygge spredning af infektionssygdomme, såsom Hepatitis og HIV, udleverer vi i teamet gratis sterilt injektionsudstyr som en del af kommunens sundhedstilbud.
Dette udleveres også gratis på apotekerne i Odsherred kommune
Målrettet samtalebehandling
Som en vigtig del af behandlingen får du tilbudt samtaler med en behandler. I disse vil I sammen fx prøve at blive klogere på rusmidlets funktion, gennemgå redskaber til at tackle trang, tale om udfordringer i hverdagen, og om dine drømme og mål.
Samtalerne er ikke terapi, men har en terapeutisk form, hvor der arbejdes med forståelsen af de problematikker, der spænder ben for dig i hverdagen, og som er medvirkende til, at du bruger rusmidler.
I arbejder ud fra en behandlingsplan, som laves ud fra de mål du har med din behandling, og ud fra de mål du i øvrigt har for dit liv.
Du har typisk samtaler en gang om ugen eller hver 14. dag, alt efter dine behov.
Der er derudover altid mulighed for at ringe til behandleren, hvis du skulle opleve kriser eller andet du har behov for at vende med din behandler.
Der er ikke er fast tidsbegrænsning på det enkelte behandlingsforløb - du kan gå i behandling så længe du og din behandler vurderer, at du har glæde af dette.
Alle behandlere i teamet har en social- eller sundhedsfaglig uddannelse og en terapeutisk efteruddannelse, og de har alle erfaringer med psykiske problemstillinger og lidelser.
Hvis du oplever, at dit samarbejde med din behandler ikke er optimalt, er det vigtigt, at du siger det højt. Synes du ikke, at du kan tale direkte med din behandler om dette, så kan du rette henvendelse til teamets leder. Lykkes det ikke at få samarbejdet mellem dig og din behandler til at fungere godt kan vi tale om et skift til en anden behandler.
Små nåle med stor virkning
NADA er øreakupunktur, hvor du får sat fem små nåle i hvert øre.
De færreste oplever, at det gør ondt at få nålene sat i.
NADA kan hjælpe med at skabe ro, balance og stabilitet i din krop, dæmpe abstinenser og hjælpe med at forebygge tilbagefald.
Når du har fået sat nålene i, anbefaler vi, at du sidder og slapper af i minimum en halv time.
Vi serverer gerne NADA-te for dig imens, da dette kan forstærke virkningen af NADA.
For en optimal virkning af NADA 'en anbefaler vi, at du får denne minimum to gange om ugen i en periode.
Du kan komme uden forudgående aftale og få NADA i vores NADA café hver mandag mellem kl.10.00 - 11.00 og hver torsdag mellem 15.00 - 16.00.
Du kan også lave individuelle aftaler om NADA med din behandler.
Træn indre ro
Mindfulness kan være en hjælp, hvis du ønsker at være mere til stede i nuet. Du kan lære at være sammen med dig selv på en god og konstruktiv måde – også når livet er svært.
De fleste af vores behandlere kan guide dig i enkle mindfulness øvelser, der kan hjælpe dig til at:
- Træne dit fokus og din opmærksomhed
- Være tilstede i nuet
- Give dig en bedre kontakt med din krop og dine følelser
- Finde en større indre ro.
Øvelserne er vejrtræknings- og meditationsøvelser, som kan suppleres med lydfiler med afslappende musik eller guidning.
Vi har aktuelt ikke mindfulness hold, men du kan lave individuelle aftaler med din behandler om et forløb.
Flere medarbejdere er også uddannet i Naturterapi, som er en anden måde at træne mindfulness på.
Der udbydes løbende hold, hvor naturen, og viden om naturen, aktivt inddrages i et terapeutisk forløb, eksempelvis gennem meditationer, sanseoplevelser og andre konkrete øvelser i skoven eller ved havet.
Vores nervesystem og opmærksomhed falder til ro i naturen, og ved forskellige opmærksomhedsøvelser kan vi træne og hjælpe vores hjerne til at give slip på bekymringer og tankemylder.
Hvis du er interesseret i et Naturterapi forløb, så tal med din behandler om det, så kan han/hun give det videre til de uddannede naturterapeuter.
Et tilbud om aktivitet og samvær med ligesindede
Værestedet Vendepunktet er et tilbud til borgere, der har haft et rusmiddelproblem, og som nu holder sig ædru / clean.
Pårørende til borgere med rusmiddelproblemer er også velkomne.
Vendepunktet har til huse på Rådhusvej 2a i Asnæs, og har åbent hver mandag fra kl. 10.00 -16.00 og hver torsdag fra kl. 10.00 -19.00.
I Vendepunktet kan du blive del af et fællesskab og møde andre, der ligesom dig, kender til at være udfordret af rusmiddelbrug.
Vendepunktet byder på rar stemning og hyggeligt socialt samvær, nærværende samtaler, gode grin, støtte og opbakning i svære perioder, hjælp til kontakt med det offentlige, fællesspisning, aktiviteter, og ikke mindst masser af kaffe.
Har du brug for det, kan du altid få en en-til-en samtale med koordinatoren af Vendepunktet.
Du kan også få NADA øreakupunktur i Vendepunktet, og efter aftale, kan du også få din ordinerede antabus i Vendepunktet.
Vendepunktet er et aktivt sted, hvor der løbende arrangeres aktiviteter, både i og udenfor huset.
Det er helt op til dig, hvilke du vil deltage i, og hvor aktiv en rolle du har lyst til at have.
Hver torsdag er der fællesspisning kl. 18. Vil du deltage i dette, skal du give besked til koordinatoren senest torsdag formiddag. Det koster 40 kr. at spise med.
Der holdes husmøde en gang om måneden, hvor der drøftes stort og småt, og aftales de næste aktiviteter.
Mandagsgruppen
Mandage fra kl. 16.00 – 18.00 afholdes støttende gruppebehandling i Vendepunktets lokaler.
Mandagsgruppen er både et efterbehandlingstilbud for dig, der har været i rusmiddelbehandling, og et supplerende tilbud til dig, der af denne vej gerne vil holde intensivere din behandling.
Gruppen har en gruppeleder, og deltagerne skiftes til at få sparring på problemer og dilemmaer, som de kæmper med i deres hverdag.
Hvis du ønsker at deltage i gruppen kan du aftale dette med din behandler, eller med koordinatoren for Vendepunktet Jens Peter Olsen på 40 81 33 73.
For brugere af centralstimulerende stoffer
Anonym gruppebehandling er et tilbud til dig, der har et forbrug af hash, kokain, amfetamin eller andre "fest" stoffer, og som ikke har andre sociale problemer end dit misbrug.
Tilbuddet henvender sig til dig, der:
- ønsker anonymitet
- er over 18 år
- har et reelt ønske om at stoppe eller reducere dit forbrug af rusmidler
- har afklarede boligforhold
- er i uddannelse, beskæftigelse eller har anden tilknytning til arbejdsmarkedet.
Er du interesseret i dette tilbud, kan du henvende dig til os, og når du kommer til første samtale, finder vi ud af, hvor du kan få anonym gruppebehandling, fx i nærheden af din arbejdsplads – og vi sørger for at visitere dig videre.
Vi har desværre ikke et anonymt gruppebehandlingstilbud i Odsherred, så derfor viderevisiterer vi.
Er der ventetid på et gruppetilbud, vil du få tilbudt individuelle, anonyme samtaler i teamet i mellemtiden.
Formålet med behandlingen er at forebygge, at du udvikler sociale problemstillinger i forlængelse af et misbrug.
Kontakt os for at komme i gang – tilbuddet er gratis, og du kan være anonym under hele forløbet.
Har du brug for et mere intensivt forløb?
Langt de fleste kan hjælpes, og hjælpes godt, i et ambulant behandlingsforløb, hvor det samtidig er muligt at passe en hverdag.
For nogle er det dog ikke tilstrækkeligt, og der er måske behov for et mere intensivt forløb i en periode.
Hvis du sammen med din behandler vurderer, at vores ambulante tilbud ikke er tilstrækkelige til at hjælpe dig, kan du eventuelt blive visiteret til dag- eller døgnbehandling på et eksternt behandlingssted.
For at blive visiteret skal du sammen med din behandler lave en indstilling, som skal godkendes af vores visitationsudvalg.
Du skal have haft et forløb i den ambulante behandling før dag- eller døgnbehandling kan sættes i værk.
Dagbehandling vil typisk sige, at man møder op 3 - 4 dage om ugen fra morgen til tidlig eftermiddag. Behandlingen består primært af gruppebehandling suppleret med individuelle samtaler.
Døgnbehandling vil sige, at man er afsted på et døgnbehandlingssted i 2-3 måneder, hvor man bor og modtager intensiv daglig gruppebehandling sammen med de andre indskrevne på stedet.
Døgnbehandling kan for nogle være en stor mundfuld, da man både skal arbejde intensivt med sig selv, deltage i praktiske opgaver og samtidig forholde sig socialt til mange andre mennesker.
Vi vurderer derfor altid nøje, om døgnbehandling er det rigtige tilbud til dig.
Det er vigtigt, at døgnbehandling ikke står alene, men forberedes godt, og følges op af en ambulant efterbehandling, så overgangen tilbage til hverdagslivet ikke bliver for brat.