Hjælp ved demens
Sidens indhold
Hvad er demens
Ved demens forstås symptomer på en svigtende hjernefunktion, som viser sig ved dårlig hukommelse og en nedsat evne til at fungere i dagligdagen.
Demenssygdommen kommer oftest snigende og rammer især ældre mennesker. Mange mennesker går og glemmer ting, uden at der er tale om en egentlig demens. Hvis man bemærker tegnene på begyndende demens hos sig selv eller hos ens nærmeste, kan man tale med sin læge, hvor man kan få undersøgt årsagen og starte en eventuel behandling.
Årsagen til sygdommen kan være forskellig, fx Alzheimers sygdom, multiinfarktsyndrom, alkoholisme, parkinsonisme, men nogle gange er det ikke muligt at pege på årsagen til demensen.
Et af de første tegn på, at man er ved at udvikle demens er, at mentale funktioner som hukommelse, koncentration, rumopfattelse, sprogfærdighed eller problemløsning begynder at svigte.
Genkender du et eller flere af symptomerne kan du kontakte demensindsatsen
De 10 advarselstegn
1. Svækket hukommelse
Det er normalt ... At glemme en aftale eller en besked for senere at komme i tanke om det.
Det er derimod ikke normalt ... At glemme, hvor man er på vej hen eller hvem, man lige har talt med.
2. Besvær med at udføre velkendte opgave
Det er normalt ... At glemme at tænde for kaffemaskinen, når man vil lave kaffe.
Det er derimod ikke normalt... At sætte termokanden på gasblusset eller kogepladen.
3. Problemer med sproget
Det er normalt... At have problemer med at finde det rigtige ord ind imellem.
Det er derimod ikke normalt ... Helt at glemme enkelte ord, for så at erstatte dem med andre ord, der ikke giver mening.
4. Manglende orientering i tid og sted
Det er normalt... At tage fejl af datoen eller ikke at kunne finde vej på nye steder.
Det er derimod ikke normalt ... At bytte rundt på døgnets timer eller at fare vild i et område, man kender.
5. Dårlig eller nedsat dømmekraft
Det er normalt ... At man ikke får taget regntøjet med – trods optræk til regn.
Det er derimod ikke normalt ... At glemme, det er vinter og tage sommertøj på udendørs.
6. Problemer med at tænke abstrakt
Det er normalt ... At have problemer med at forstå meningen med et ordsprog.
Det er derimod ikke normalt... At tage ordsproget helt bogstaveligt.
7. Ting forkerte steder
Det er normalt ... At glemme, hvor man har lagt sine nøgler eller briller.
Det er derimod ikke normalt... At lægge strygejernet i fryseren eller f læskestegen i kommodeskuffen.
8. Forandringer i humør og adfærd
Det er normalt... At blive ked af det og have en rigtig dårlig dag.
Det er derimod ikke normalt... At have humørsvingninger, der tilsyneladende opstår uden grund fra det ene øjeblik til det andet.
9. Ændringer i personlighed
Det er normalt... At holdninger og synspunkter kan ændres med årene.
Det er derimod ikke normalt ... At personen ændrer sig drastisk og fx hurtigere bliver forvirret, mistænksom og vred.
10. Mangel på initiativ
Det er normalt ... At man kan have en dag, hvor man ikke kan tage sig sammen til noget.
Det er derimod ikke normalt... At være passiv hele tiden, og have brug for stikord, opmuntring og støtte til at komme i gang.
Genkender du et eller flere af symptomerne kan du kontakte demenskonsulenterne.
Tror du, at du har demens, kan du kontakte demenskonsulenterne eller din egen læge.
En demenskonsulent har en særlig viden om demens, så du og dine pårørende kan få den rette hjælp og vejledning.
Har du eller en pårørende fået stillet diagnosen demenssygdom, tilbydes du et besøg af en demenskonsulent for råd, hjælp og vejledning.
Det vil også være muligt for dig og dine pårørende at få hjælp i forløbet.
Nogle personer er på grund af af deres helbred ikke i stand til at handle på egne vegne i økonomiske og personlige forhold.
I sådanne situationer kan det være nødvendigt at få en værge. Du kan læse og få yderligere information ved at trykke på Fremtidsfuldmagt og værgemål - borgerværge (popper op i nyt vindue).
Hvad er demensindsatsen?
Serviceniveau på demensområdet
Det seneste godkendte Serviceniveau på demensområdet, godkendt af Social og forebyggelsesudvalget kan du læse lige her