Thorshøj - Væksthus - HotSkrot
Velkommen til Thorshøj-Væksthuset
På Thorshøj, herunder Væksthus og HotSkrot, tilbyder vi beskyttet beskæftigelse for borgere visiteret under Servicelovens §103. Vi har et erhvervsrettet perspektiv og tilbyder beskæftigelse og læring, inden- eller uden for institutionelle rammer, så tæt på det almindelige arbejdsmarked som muligt. Sideløbende har vi aktivitets- og samværstilbud, iht Servicelovens §104, for borgere der ikke kan eller ønsker, at benytte andre muligheder.
Vores hovedopgave er at sikre læring og beskæftigelse for vores målgruppe, som gør at den enkelte bliver værdsat for det de kan.
Thorshøj-Væksthuset er et af 5 forskellige kommunale tilbud under Center for Social og Arbejdsmarked i Odsherred kommune.
En atypisk arbejdsplads
Thorshøj-Væksthuset er både en atypisk arbejdsplads for det pædagogiske personale, og samtidig en atypisk arbejdsplads for borgere visiteret til beskyttet beskæftigelse. Vores organisation, virksomhed og aktiviteter er mangeartet.
F.eks. har vi både med salg, butik, produktion, pædagogik, omsorg, træning og uddannelse at gøre.
Diversiteten i vores administrative- og driftsopgaver samt læring og pædagogik betyder, at Thorshøj-Væksthuset er en spændende og alsidig arbejdsplads, hvor fleksibilitet og handlekraft er en forudsætning for, at alt fungerer, som det skal.
Vores kerneopgave
Thorshøj-Væksthusets kerneopgave er definet som:
At give borgere med betydelig nedsat fysisk, psykisk funktionsevne, eller særlige sociale vanskeligheder, mulighed for individuel beskæftigelse, arbejde, uddannelse, aktiviteter og samvær, for herigennem at vedligeholde og udvikle personlige og sociale kompetencer, og således medvirke til inklusion i det omgivende samfund.
Vores værdier
Thorshøj-Væksthuset arbejder ud fra følgende værdier:
Tillid
- Vores handlinger og adfærd skaber tillid
- Borgeren oplever tryghed
Åbenhed
- Vi er imødekommende overfor borgeren
- Højt informationsniveau og åbenhed overfor borgeren, med mulighed for indflydelse
- Vi lytter og er modtagelige for indtryk og begrundelser for beslutninger
Respekt
- Ethvert menneske er unikt og skal behandles med respekt
- Vi tager hinanden alvorligt personligt og fagligt
Ansvarlighed:
- Alle udviser ansvarlighed
- Vore medarbejdere støttes i gennemførelsen af beslutninger
- Vi holder, hvad vi lover
Helhedssyn
- Arbejdet er præget af helhedssyn og samarbejde
- Vore medarbejdere er glade for tilknytningen til Thorshøj-Væksthuset
Vores aktive mål
Thorshøj-Væksthuset arbejder ud fra følgende aktive mål:
- Der skal skabes rammer, der giver målgrupperne og det enkelte individ mulighed for at anvende sine evner, også sine arbejdsevner
- Tilbud og ydelser skal gives så tæt på arbejdsmarkedet som muligt
- Tilbud og ydelser skal gives, så de mindsker isolation og udstødning fra det øvrige samfund og i størst muligt omfang gives uden for institutionelle rammer og så tæt på et arbejdsliv som muligt
- Thorshøj-Væksthuset arbejdstilbud på institutioner skal bruges som udviklings- og uddannelsesmiljøer med af-institutionalisering som mål
- Tilbud og ydelser skal gives så tæt på borgerens lokalområde som muligt i samarbejde med lokale myndigheder, virksomheder, institutioner og sociale netværk
- Tilbud og ydelser i den socialt arbejdsmarkedsrettede indsats skal ske i en struktur, der sikrer, at den specialfaglige ekspertise og viden fastholdes og udvikles
- Thorshøj-Væksthuset skal indgå i et gensidigt forpligtende samarbejde med alle om at skabe tilbud, der kan identificere og styrke målgruppens arbejdsrelaterede ressourcer og kompetencer
- Thorshøj-Væksthuset skal indgå i et gensidigt forpligtende samarbejde med arbejdsmarkedets parter, uddannelsessteder m.m. om at skabe tilbud, der kan identificere og styrke målgruppens arbejdsrelaterede ressourcer og kompetencer
Vores tilbud til borgere
Vores netværk og samarbejde
Thorshøj-Væksthuset har et stort netværk af samarbejdspartnere både regionalt, nationalt og internationalt, hvor fokus er på faglig og personlig udvikling. Der lægges også vægt på fora, der har til formål at fremme og udvikle borgergruppens generelle vilkår.
Vi har bl.a. været involveret i et samarbejde med Litauen, hvor centrets "knowhow" er blevet videregivet til socialarbejdere i landet via seminarer og andet.
I forhold til andre aktiviteter forsøger Thorshøj-Væksthuset, at skabe rammer, der understøtter det hele liv for borgerne. Det kan fx være at engagere sig i at etablere en pårørendeforening (LEV Odsherred)), udbygge idrætsmuligheder (under Dansk Handicap IdrætsForbund), altså at være repræsentanter for borgerne i det lokale fritidsliv. Thorshøj-Væksthuset understøtter dermed ikke alene deres muligheder for at blive inkluderet i arbejdslivet, men også i fritidslivet.
Thorshøj-Væksthuset er også med i bestyrelsen af Sjællandsfestivalen) som er en stor årlig musikfestival for udviklingshæmmede.
Interesseret i praktik hos os?
Som praktiksted tilbyder vi dig en mulighed for, gennem dit praktikforløb, at få indblik i og afprøve mange forskellige facetter af området.
Vi tilbyder en praktik, hvor du selv er med til at konstruere dit forløb. Du vil få mulighed for, at præge dit praktiksted og afprøve det, du måtte have faglig interesse for.
Thorshøj-Væksthuset spænder over mange forskellige arbejdsopgaver, som du har mulighed for at deltage aktivt i.
Vi har mange faggrupper ansat i Thorshøj-Væksthuset, så der er god mulighed for tværfagligt samarbejde.