Pladsanvisning
Sidens indhold
Digital pladsanvisning
Pladsanvisningen
Regler for Pladsanvisningen
Børn bliver tilbudt en alderssvarende plads efter, hvornår de er skrevet op. Rækkefølgen kan fraviges, fx hvis et barn grundet særlige pædagogiske eller sociale grunde har brug for et tilbud hurtigere end deres anciennitetsdato angiver.
Institutionstyper
Dagpleje: 0-3 år
Integreret institution: 0-6 år
Børnehave: 3-6 år (Egebjerg Børnehave dog 2-6 år)
Opskrivning
Ansøgning om optagelse sker ved, at du skriver dit barn op til en plads via den digitale pladsanvisning. I særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at opskrive via den digitale pladsanvisning, kan der opskrives ved at aflevere en udfyldt opskrivningsblanket til Pladsanvisningen.
Vi anbefaler, at du skriver dit barn op til børnehave samtidig med opskrivning til vuggestue eller dagpleje. Hvis dit barn optages i en vuggestueplads i en integreret institution, er det ikke nødvendigt at opskrive til børnehaveplads i samme institution.
Børn bliver tilbudt en plads efter anciennitet, dvs. hvornår de er skrevet op til en plads. Rækkefølgen kan fraviges, f.eks. hvis et barn grundet særlige pædagogiske eller sociale grunde har brug for et tilbud hurtigere end deres anciennitetsdato angiver.
Anciennitetsdatoen er den dag, Pladsanvisningen har modtaget din opskrivning. Anciennitetsdatoen vil dog være barnets fødselsdato, hvis opskrivningen modtages, inden barnet fylder 2 måneder. Det er derfor en god idé at opskrive jeres barn inden 2 måneder fra fødslen og samtidig opskrive til børnehave.
Man kan have op til 3 prioriteter. Pladsanvisningen vil i videst muligt omfang tilbyde plads til jeres 1. prioritet.
Ændrer I ønsker til en til plads i dagtilbud, får jeres barn anciennitet til de nye ønsker fra den dato, vi har modtaget dem.
Pasningsgaranti
Der gives tre måneders pasningsgaranti, som sikrer et alderssvarende dagpasningstilbud senest 3 måneder efter behovsdato.
Pladsanvisningen forsøger så vidt det er muligt at imødekomme ønsker om behovsdato og institution
Anvisning af pladser
Børn bliver tilbudt en plads efter anciennitet. Rækkefølgen kan fraviges, hvis et barn grundet særlige pædagogiske eller sociale grunde har brug for et tilbud hurtigere end deres fødselsdag angiver.
Dagplejen anviser pladser til dagpleje, og Pladsanvisningen anviser pladser til integrerede institutioner og børnehaver samt SFO og juniorklub.
Børnehaveplads tilbydes som udgangspunkt fra den første i måneden efter, at barnet fylder tre år.
Odsherred Kommune har fleksible anvisningsregler med mulighed for at:
- blive i kommunal dagpleje i nogle måneder efter, at barnet er fyldt 3 år.
- blive på venteliste til en bestemt institution eller dagplejer, selv om barnet er indmeldt i en anden institution.
- begynde i børnehave, før barnet fylder 3 år (børnehavebørn skal dog mindst være 2½ år, når de starter i børnehave).
Ønsker du at benytte disse valgmuligheder, skal du kontakte pladsanvisningen.
Så vidt det er muligt tages der hensyn til, at søskende kan komme i samme institution. Er der flere børn på venteliste til en bestemt institution, end der er plads til på en given dato, vil søskende have fortrinsret, hvis de børn, der står før på ventelisten, kan tilbydes en anden alderssvarende plads.
En plads kan ikke stå ledig og ”vente” på en søskende, hvis der er andre alderssvarende børn på ventelisten, der ønsker pladsen.
Er du tilflytter til kommunen, giver vi mulighed for at overføre dokumenteret anciennitet fra fraflytningskommunen.
Udmeldelse
Du kan udmelde dit barn med en måneds varsel til udgangen af en måned. Udmeldelse sker på digital pladsanvisning.
Man skal som minimum være indmeldt i 2 måneder. Det betyder, at hvis man bliver indmeldt den 1. juli kan man tidligst blive udmeldt den 31. august.
Modulændring i SFO
Modulændring i SFO til en lavere takst sker efter samme regler som ved udmeldelse dvs. med en måneds varsel til udgangen af en måned. Modulændring sker på digital pladsanvisning.
Betaling
Egenbetalingen opkræves forud efter gældende takst. Den opkræves i 11 måneder, idet juli er betalingsfri.
Hvis du vælger at have dit barn i børnehave før den måned, barnet fylder 3 år, opkræves samme takst som for børn i alderen 0-3 år i integreret institution.
Kontakt Pladsanvisningen i Børn, Unge og Familier
Udmeldelse og overflytning
Du kan udmelde dit barn på digital pladsanvisning. Udmeldelse kan ske med en måneds varsel til udgangen af en måned.
Man skal som minimum være indmeldt i 2 måneder. Det betyder, at hvis man bliver indmeldt den 1. juli kan man tidligst blive udmeldt den 31. august.
Modulændring i SFO sker efter samme regler som ved udmeldelse, dvs. med en måneds varsel til udgangen af en måned. Modulændring sker også på digital pladsanvisning.
Søskendetilskud
Du kan få søskendetilskud, hvis du har mere end ét barn i husstanden, der går i dagtilbud, fritidshjem, SFO 1 eller i privat pasning.
Hvis du har mere end et barn i et dagtilbud og SFO1, skal du betale fuld pris for den dyreste plads, men kun halv pris for de øvrige pladser i dagtilbud og SFO1. Du kan ikke få søskendetilskud til plads i SFO2 (juniorklub).
Hvis du har to eller flere børn, der bliver passet i en privat pasningsordning, kan du få 85% af søskendetilskuddet af det billigste aldersvarende dagtilbud i kommunen.
For at beregne tilskuddet trækkes der først 50% af prisen for kommunens billigste dagtilbud, og dernæst 85% af dette beløb.
Med søskende menes både biologiske søskende, adoptivsøskende og sammenbragte børn, der bor i husstanden.
Deltidsplads
Den 1. januar 2019 blev der ifølge dagtilbudsloven indført et nyt tilbud til forældre på barsels- eller forældreorlov, hvor der er mulighed for at få en deltidsplads på 30 timer om ugen. Dette gælder i både kommunal dagpleje og kommunale dagtilbud samt i private institutioner.
Hvis du er på barsel eller forældreorlov efter barselsloven, har du ret til en deltidsplads på 30 timer om ugen til dit barn i dagtilbud.
Hvilke forældre er berettiget til en deltidsplads
Muligheden for at få en deltidsplads i et dagtilbud gælder alle børn i husstanden, fra de er 26 uger gamle og indtil skolestart. Forældrene har mulighed for at få en deltidsplads til barnet 30 timer om ugen i den periode, forældrene afholder fravær efter barselsloven. Muligheden for en deltidsplads omfatter også forældre, der har valgt at genoptage arbejdet delvist, udskudt fravær, fravær ved forældreorlov samt forældre, som har ret til barselsdagpenge. Fraværet skal være på minimum 7 timer om ugen.
Reduceret betaling
Taksterne for en deltidsplads er pr. 1. januar 2024:
- Kommunal dagpleje: 2.617 kr.
- Børn i daginstitution fra 0 år til og med den måned, barnet fylder 3 år: 2.802 kr.
- Børn i daginstitution fra måneden efter barnet er fyldt 3 år: 1.775 kr.
Hvis du har økonomisk friplads, vil den også gælde for børn med en deltidsplads.
Retningslinjer for deltidspladser
Med en deltidsplads kan jeres barn maksimalt benytte pladsen i dagtilbuddet 30 timer pr. uge. Placering af timerne aftales nærmere mellem jer og dagtilbuddet. Dagtilbuddet planlægger personalets arbejdstid efter, hvornår børnene er der. Derfor er det vigtigt, at I overholder de aftalte komme- og gåtider.
Deltidspladsen skal påbegyndes den 1. i en måned og ophøre med udgangen af den måned, hvor barsels- eller forældreorloven ophører eller afbrydes. Hvis I har brug for en fuldtidsplads midt på måneden, vil barnet således være tilmeldt en fuldtidsplads i hele den pågældende måned.
Ansøgningen samt dokumentation skal indgives til kommunen senest en måned før, I ønsker deltidspladsen.
I har som forældre pligt til at varsle kommunen om ophør senest 1 måned før ophør.
I har ret til deltidsplads i én sammenhængende periode pr. barn. Hvis I som forældre afholder fravær fra arbejdet i direkte forlængelse af hinanden, betragtes det som én sammenhængende periode. Hvis I afbryder orloven i mere end 5 uger, har I ikke længere ret til en deltidsplads til barnet, og retten til på et senere tidspunkt at afholde en deltidsplads med reduceret betaling bortfalder.
Hvis I afbryder orloven eller af anden grund ikke længere opfylder betingelserne for retten til deltidsplads, skal I oplyse det hurtigst muligt til Pladsanvisningen.
Deltidsplads i privatinstitutioner
Hvis dit barn går i en privat daginstitution, har I også ret til en deltidsplads. Deltidspladser i en privatinstitution skal påbegyndes den 1. i en måned og ophøre den sidste hverdag i den måned, hvor forældrenes ret til fravær udløber. Ansøgningen samt dokumentation skal indgives til kommunen senest to måneder før, I ønsker deltidsplads til et barn i privatinstitution. Spørg i øvrigt jeres institution om deres retningslinjer for deltidsplads.
Deltidsplads i anden kommune
Hvis I ønsker en deltidsplads i anden kommune, skal I ansøge i bopælskommunen. Deltidspladser i en anden kommune skal påbegyndes den 1. i en måned og ophøre den sidste hverdag i den måned, hvor jeres ret til fravær udløber. Ansøgningen samt dokumentation skal indgives til kommunen senest to måneder før, I ønsker deltidspladsen.
Ansøgning om deltidsplads
Hvis du vil ansøge om deltidsplads ifm. barsels- eller forældreorlov, skal du søge via linket ovenfor.
Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:
- Navn og cpr.nr. på forælder/forældre, der er på barsels- eller forældreorlov.
- Periode, der ønskes deltidsplads (fra den 1. i en måned til udgangen af en måned).
- Navn og cpr.nr. på barn/børn, der ønskes deltidsplads til.
- Dokumentation for afholdelse af barselsorlov.
Dokumentation kan fx bestå af kopi af vandrejournal, hvori det forventede fødselstidspunkt fremgår, en aftale med arbejdsgiver om fravær ifm. barsel, en aftale med arbejdsgiver om udskudt barsel, forældreorlov eller lignende.
Socialpædagogisk friplads
Du kan søge om en socialpædagogisk friplads, når ophold i dagtilbud må anses som særligt påkrævet af sociale eller pædagogiske årsager og din økonomi står i vejen for dit barns optagelse eller forbliven i et dagtilbud.
Før vi tager stilling til en ansøgning om en socialpædagogisk friplads, skal I have søgt om en økonomisk friplads. I kan søge økonomisk fripladstilskud på Digital Pladsanvisning. Det er den forældrebetaling, der er tilbage derefter, der indgår i vurderingen af yderligere nedsættelse af betalingen.
Kombinationstilbud til familier i Odsherred kommune, giver mulighed for at kombinere pasning i dagtilbud med en privat børnepasser/pasning
Det er muligt for forældre at have en dagtilbudsplads til deres barn, samtidig med et tilskud til fleksibel pasning grundet arbejdsbetinget pasningsbehov uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstider.
For at kunne benytte kombinationstilbuddet skal samlevende forældre eller enlige forældre dokumentere, at de har behov for pasning udenfor dagtilbuddets almindelige åbningstid. Dokumentationen skal være arbejdsbetinget behov.
Antallet af timer ved den fleksible pasning skal minimum udgøre 10 timer i gennemsnit om ugen, den fleksible pasning opgøres over en periode på mindst 4 uger, kombinationstilbuddet kan ikke samlet overstige, hvad der tidsmæssigt svarer til en fuldtidsplads i et dagtilbud i Odsherred kommune svarende til 55 timer i dagtilbud og 48 timer i dagplejen.
Forældrene skal selv vælge den private børnepasser der skal varetage pasningen af deres barn. Odsherred kommune skal godkende børnepasseren/pasningen og indhenter børneattest. Odsherred kommune fører uanmeldt tilsyn, med den private børnepasser, som forestår den fleksible pasning.
Sådan søger I
Forældre skal fremsende en ansøgning om tilskud af fleksibel pasning til Odsherred kommune, ansøgningen sendes til: dagplejen_post@odsherred.dk
I skal vedlægge
- Oplysning om antal timer der benyttes i dagtilbuddet og barnets mødetider, antallet af timer der ønskes bevilget til fleksibel pasning. Det samlede antal timer i dagtilbud og fleksibel pasning kan ikke overstige timeantallet i dagtilbud, henholdsvis 55 timer i dagtilbud og 48 timer i dagplejen.
- Dokumenteret behov – kopi af vagtplan og bekræftelse fra arbejdsgiver på arbejdstiden.
- Aftalekontrakt som forældre indgår med den private pasningsordning.
Økonomisk friplads
Ligger familiens samlede husstandsindkomst under en vis grænse, kan du eller I få et ekstra tilskud fra kommunen, så det bliver billigere eller helt gratis at have barnet i dagtilbud. Det kaldes et økonomisk fripladstilskud.
Den skattepligtige indkomst indgår i husstandsindkomsten.
Ved en samlet husstandsindkomst, dvs. husstandsindkomsten pr. måned x 12 (2024):
- op til 200.301 kr. – fuld friplads
- 200.301 kr. til 622.199 kr. – delvis friplads
- 622.200 kr. eller derover – fuld forældrebetaling.
Når du/I søger om økonomisk fripladstilskud, skal der tages udgangspunkt i den månedlige husstandsindkomst. Den månedlige husstandsindkomst skal herefter omregnes til en årsindkomst (ganges med 12) for at finde familiens fripladstilskudsprocent på fripladsskalaen.
Når kommunen skal beregne og senere genberegne dit økonomiske fripladstilskud for den konkrete måned, tager kommunen derfor udgangspunkt i husstandens månedlige indkomst. Til brug for genberegning af det månedlige fripladstilskud trækkes oplysningerne om den månedlige indkomst fra Skattestyrelsens såkaldte indkomstregister.
Det er således ikke indkomsten set over et helt år, der er afgørende for fripladstilskuddet i den enkelte måned.
Indtægtsgrænserne forhøjes med:
- 7.000 kr. for hvert hjemmeboende barn under 18 år ud over det første hjemmeboende barn
- 70.089 kr. når den forældre, der har retten til pladsen og til fripladstilskuddet, er enlig forsørger (2024).
Læs mere om reglerne på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside, herunder hvordan husstandsindkomsten opgøres. Se også den gældende fripladsskala.
Du skal søge om økonomisk fripladstilskud hos kommunen. Du skal søge digitalt og bruge selvbetjeningen 'Ansøg om friplads i dagtilbud'.
Hvis du ikke har MitID, skal du kontakte kommunens pladsanvisning.
Kommunen genberegner løbende det økonomiske fripladstilskud, hvis den samlede husstandsindkomst har ændret sig ud over en vis grænse. Det sker via oplysninger fra Skattestyrelsens indkomstregister, så for lidt eller for meget tildelt fripladstilskud bliver trukket fra eller lagt til den efterfølgende opkrævning af forældrebetaling for dagtilbudspladsen.
Omberegning
Forældrene skal til brug for omberegningen oplyse kommunen om alle forhold, som har betydning for størrelsen af det økonomiske fripladstilskud. Forældrene har dog ikke pligt til at oplyse om indkomstændringer, medmindre det er oplysninger om:
- indkomst fra selvstændig virksomhed
- oplysninger om indkomster, som ikke er skattepligtige her i landet
Forældres oplysningspligt
Forældrene har pligt til at oplyse kommunen i forhold til ændringer i husstandssammensætning, civilstatus eller andre ændringer, der kan medføre ændringer i det økonomiske fripladstilskud. I sådanne tilfælde skal du kontakte din kommune.
Hvis du har et barn med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som er optaget i et dagtilbud af behandlingsmæssige årsager, kan der være mulighed for at få et ekstra tilskud, så din betaling for dagtilbudspladsen nedsættes. Det kaldes et behandlingsmæssigt fripladstilskud.
Det er kommunen, der vurderer, om barnet er berettiget til et behandlingsmæssigt fripladstilskud, og det er derfor kommunen, der vurderer, om du er berettiget til tilskuddet.
Kommunen kan også give et økonomisk tilskud, når et dagtilbud er særligt påkrævet af sociale eller pædagogiske årsager, og jeres økonomi står i vejen for barnets optagelse eller forbliven i et dagtilbud. Det kaldes et socialpædagogisk fripladstilskud. Det er kommunen, der vurderer, om der er grundlag for at give et socialpædagogiske fripladstilskud.
Økonomisk fripladstilskud beregnes før et eventuelt behandlingsmæssigt tilskud, socialpædagogisk tilskud eller søskendetilskud.
Du eller I kan få søskendetilskud, hvis du eller I har mere end ét barn i husstanden, der går i dagtilbud, fritidshjem, SFO eller privat pasning. Søskendetilskuddet gives på de pladser, der er billigst for kommunen.
Hvis du ikke får økonomisk fripladstilskud, omfatter beregningen af søskendetilskud følgende:
- Hvis du/I har et barn i et dagtilbud og SFO, skal du/I betale fuld takst for den plads, der er dyrest for kommunen, men kun halv takst for de øvrige pladser i dagtilbud og SFO.
- Hvis barnet bliver passet i en privat pasningsordning efter dagtilbudslovens § 80, kan I få 85 % af søskendetilskuddet af det billigste aldersvarende dagtilbud i kommunen. Søskendetilskuddet i privat pasning er derfor 85 procent af halvdelen af taksten for en plads i kommunens billigste dagtilbud.
Som søskende regnes både biologiske søskende, adoptivsøskende og sammenbragte børn, der bor på samme adresse.
Du får automatisk søskendetilskud, så du behøver ikke at søge om det.
Ønsker du plads i en privatinstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 5, skal du henvende dig direkte til institutionen. Kommunen kan ikke anvise børn til pladser i en privatinstitution, og privatinstitutioner fastsætter selv forældrebetalingen.
Kommunen giver et økonomisk tilskud til godkendte privatinstitutioner. Du har dog først krav på tilskuddet fra det tidspunkt, hvor barnet er berettiget til et dagtilbud i din egen kommune.
Tilskuddet fra kommunen består af et driftstilskud, et bygningstilskud og et administrationstilskud, som kommunen udbetaler direkte til privatinstitutionen.
Kommunen skal give forældre med børn i alderen 24 uger og indtil barnets skolestart mulighed for at vælge et økonomisk tilskud til privat pasning i stedet for at benytte en plads i et dagtilbud.
Kommunen kan dog beslutte, at der kun gives et tilskud til privat pasning til forældre med børn i en bestemt aldersgruppe.
Kontakt
Telefon
Læg evt. besked på vores telefonsvarer uden for telefontiden, så vender vi tilbage hurtigst muligt.
Fremmøde
Hvis du vil besøge os personligt, skal du ringe til os på forhånd og aftale en mødetid. Så finder vi en tid, der passer dig.
Send digital post
Hvis du sender mail der indeholder personfølsomme oplysninger, skal du sende som Digital Post.
Send almindelig mail
Hvis du sender mail der IKKE indeholder personfølsomme oplysninger, kan du sende til Pladsanvisningens e-mail (husk at benytte den digitale pladsanvisning, hvis du fx vil skrive dit barn op, udmelde, eller søge økonomisk friplads)