Generelt om dagtilbud
Lukkedage og nødåbent i daginstitutioner
Lukkedage
Udover helligdage holder kommunens daginstitutioner lukket:
- De tre hverdage før påske
- Dagen efter Kr. Himmelfartsdag
- Grundlovsdag
- Den 24. december
- Hverdagene mellem jul og nytår inkl. den 31. december
Lukkedagspasning
Der er lukkedagspasning alle dage undtagen grundlovsdag den 5. juni og juleaftensdag den 24. december.
Lukkedagspasninger i 2024 foregår i Regnbuen i Vig for hele kommunen.
Hvis I har behov for pasning på lukkedage, skal I tilmelde jer. I kan få udleveret en blanket i jeres barns institution eller downloade den her under. Blanketten skal udfyldes og afleveres i institutionen inden for de frister, der fremgår af blanketten.
Pædagogisk tilsyn
I Odsherred Kommune føres der pædagogisk tilsyn med kommunale dagtilbud på 0-6-årsområdet hvert andet år. Det er de pædagogiske konsulenter fra Børn, Unge og Familier, der gennemfører de pædagogiske tilsyn i børnehaver og vuggestuer, mens dagplejens konsulenter fører tilsyn i dagplejen. Specialbørnehaven Tengslemark har ligeledes pædagogisk tilsyn hvert andet år. Her er det den specialpædagogiske konsulent, der fører tilsynet.
Der bliver ført tilsyn med de private dagtilbud hvert år.
Det pædagogiske tilsyn for vuggestuer og børnehaver indeholder følgende fire elementer:
- DCUM spørgeskema målrettet børnehavebørnene: Hvordan oplever børnene dagligdagen i børnehaven
- Observation: Hvordan opleves dagligdagen i dagtilbuddet af en, der ikke er en del af hverdagen i dagtilbuddet? (de pædagogiske konsulenter)
- Spørgeguide til dagtilbuddet: Hvordan oplever leder, medarbejdere og forældre dagligdagen i dagtilbuddet?
- Tilsynssamtale med dagtilbudsleder, medarbejderrepræsentant og forældrerepræsentant med udgangspunkt i børnenes besvarelser, observation samt dagtilbuddets besvarelser på spørgeguiden.
Den pædagogiske konsulent har fremsendt en spørgeguide til dagtilbuddet, som dagtilbudslederen har udfyldt forud for tilsynssamtalen. Der skal bl.a. redegøres for pædagogiske målsætninger og værdier samt for indsatsområder.
Forud for tilsynssamtalen med de pædagogiske konsulenter skal der foreligge en godkendt pædagogisk læreplan (udfærdiges hvert andet år) inkl. en børnemiljøvurdering samt en rapport for inspektion af legeplads og dokumentation for sprogvurderinger af de 3-årige børn (samt 5-årige i de kommunale dagtilbud).
Efter tilsynsmødet samler konsulenten oplysningerne og udfærdiger en rapport, der evt. indeholder påbud og som oftest opfordringer til fremtidige udviklingsmål.
Forsikring af børn
Du skal huske, at dit barn ikke er dækket af en kollektiv ulykkesforsikring i skoler og dagtilbud.
Derfor er det vigtigt, at du tjekker om dit barn er forsikret mod tand-, brille- eller legemsskade gennem din egen forsikring.
Det er op til dig, om du vil sikre dit barn mod eventuelle udgifter efter skader. Normalt kan du tegne en børneulykkesforsikring (skader på barnet) eller få dit barn med på familiens indboforsikring (ansvars- og tingsforsikring).
Kontakt dit forsikringsselskab eller Forsikring og Pension for råd og vejledning.
Medicingivning til børn i dagtilbud, skoler og SFO'er
Styrelsesvedtægter
Læs styrelsesvedtægten for brugerbestyrelser indenfor dagpasning i Odsherred Kommune.