Spidssnudet frø

På trods af navnene er de nemmeste måder at kende forskel på spidssnudet frø og dens nære slægtning butsnudet frø ikke at se på snudens form, men ved at undersøge størrelsen af den såkaldte fodrodsknude og formen af den mørke tegning på siden af hovedet. I yngletiden bliver hannerne af spidssnudet frø ofte mørke med et blåligt skær. Når de yngler, er det letteste dog at lytte sig frem. Spidssnudet frø kvækker med boblende eller bjæffende lyde, mens butsnudet har mere snorkende eller knurrende lyde.

Spidssnudet frø er stadig en af Danmarks ret almindelige frøer, men den er gået en del tilbage i mange dele af landet. I Odsherred Kommune findes den stadig mange steder og kan lokalt ses i store antal, men der har der været tilbagegang også hos os. Kortet viser de områder, hvor arten har været registreret i de senere år, men reelt findes spidssnudet frø endnu flere steder i kommunen. Tilbagegangen betyder, at arten på den danske rødliste er vurderet som næsten truet (NT).

Da tilbagegange i bestandene og forsvinden fra visse områder er observeret mange andre steder i Europa, er spidssnudet frø optaget på bilag IV på EU’s habitatdirektiv. For arter optaget på denne liste gælder, at EU’s medlemslande er forpligtet til at beskytte deres levesteder (raste- og ynglelokaliteter).

Spidssnudet frø trives især, hvor flere gode ynglelokaliteter i form af vandhuller eller mindre søer uden fisk ligger omgivet af eller i hvert fald tæt op ad gode rastelokaliteter i form af moser og enge. Den kan også benytte fugtig løvskov som rasteområde, men dette er mere typisk for butsnudet frø. Spidssnudet kan undertiden også yngle i større søer med fisk, men kun hvor tætte bræmmer af sumpvegetation giver skjulesteder for haletudserne.

De fleste voksne frøer tilbringer vinteren nedgravet på land, men en del overvintrer dog også i vandløb, drænledninger og kildeområder. De vågner op om foråret – normalt i løbet af marts – og begiver sig mod ynglevandhullerne. Selve yngletiden topper de fleste år i begyndelsen af april. Haletudserne er typisk knap et par måneder om deres udvikling, og mange af de små, nye frøer går på land omkring Skt. Hans. I mere skyggede vandhuller kan udviklingen forsinkes med flere uger.