Mørke bredpander

Fransk bredpande og spættet bredpande er to små mørke sommerfugle med lyse pletter. De er begge sjældne og fransk bredpande findes kun tre steder på Sjælland, hvoraf det ene er i Odsherred Kommune.

Kendetegn

Den letteste måde at kende de to arter fra hinanden er, at spættet bredpande har skarpt afsatte hvide pletter midt på bagvingernes overside, mens fransk bredpande i stedet har udviskede grålige skygger.

Levesteder og levevis

Begge arter lever på lysåbne, blomsterrige og oftest tørre lokaliteter. Spættet bredpande kan dog også leve mere fugtigt på enge. 

Larven af spættet bredpande lever på arter af rosenfamilien som Skov-Jordbær, Krybende Potentil, Tormentil og Agermåne. Fransk bredpandes larver kan ligesom spætte bredpandes leve på arter af Potentil og Jordbær, men i Danmark er de vigtigste foderplanter Soløje og Knoldet Mjødurt.

Begge arter flyver om foråret, spættet bredpande er normalt på vingerne fra sidst i april gennem maj til ind i juni, det bedste tidspunkt at eftersøge den er første halvdel af maj. 

Fransk bredpande flyver en anelse senere fra begyndelsen af maj til noget ind i juni, flest er der i anden halvdel af maj. Den har i modsætning til spættet bredpande, der kun kan findes i forår-forsommer, to generationer årligt. 2. generation flyver fra sidst i juli gennem august. I det varme år 2014 blev der for første gang i Danmark endda observeret en 3. generation i oktober. Også i den varme sommer 2018 blev der observeret en 3. generation.

Fransk bredpande og spættet bredpande ligner hinanden meget. Begge arter flyver hurtigt og svirrende oftest lavt over jorden. De er svære at følge med øjnene og iagttages lettest, når de søger til blomster eller soler sig på jorden eller på vegetationen.

Forekomst

Spættet bredpande er den almindeligste af de to, den er kendt fra alle dele af landet undtagen Bornholm, men den er gået meget tilbage, og særligt i landets østlige dele er der nu langt mellem lokaliteterne i mange egne. I Odsherred Kommune findes den stadig mindst 8 steder.

Fransk Bredpande har altid haft en ret begrænset udbredelse i Danmark, hvor den kun er kendt fra Sjælland og Bornholm. Den er forsvundet fra Bornholm, hvor den sidst er set i 1979, fra Nordøstsjælland hvor sidste fund er fra 1987, og fra Sydvestsjælland og Midtsjælland hvorfra den forsvandt kort efter 1960. 


De sidste danske lokaliteter ligger således i Nordvestsjælland. Også her er den dog gået tilbage, og den regnedes for forsvundet i Odsherred, da den ikke blev set mellem 1988 og 2016. Fra 1988-2006 var det eneste sted i landet, hvor den kunne ses, på Røsnæs i Kalundborg Kommune. Efter 2006 er den dukket op yderligere en række steder i Kalundborg Kommune.

Det er uklart, om den tidligere har været overset uden for Røsnæs, eller den reelt er gået lidt frem efter den tidligere store tilbagegang, men formentlig er det en kombination.

Fransk bredpande blev genfundet i Odsherred i 2017

I 2017 skete så det glædelige, at den blev genfundet på Diesbjerg. Det var den første iagttagelse i Odsherred Kommune siden 1988. Den blev både set i første kuld og andet kuld, og også i 2018 er den set i første kuld. Der er således ikke tvivl om, at fransk bredpande har en bestand på Diesbjerg. I Odsherred kan vi således glæde os over en sommerfugl, der kun findes i to danske kommuner.

Også spættet bredpande findes på Diesbjerg, så se godt efter, hvis du skulle være heldig at møde en af dem – det kan heller ikke udelukkes, at fransk bredpande kan dukke op på andre steder i kommunen. Tag gerne et billede, hvis du ser en af de to arter, og send det til kommunen på natur@odsherred.dk.

Naturstyrelsen, der ejer Diesbjerg, er opmærksomme på arten og har nedsat græsningstrykket for at tilgodese de mange sjældne sommerfugle på stedet.

Telefon

Du kan ikke ringe til Naturteamet, men bestil tid via linket, så kontakter vi dig.

Book et telefonmøde

Send digital post

Hvis du sender mail der indeholder personfølsomme oplysninger, skal du sende som Digital Post.

Digital post
Kræver MitID

Erhverv: Send digital post

Hvis du sender mail der indeholder personfølsomme oplysninger, skal du sende som Digital Post.

Digital post
Kræver MitID

Send almindelig mail

Hvis du sender mail der IKKE indeholder personfølsomme oplysninger, kan du sende til Naturteamets e-mail.