Odsherred Kommune har vedtaget et regulativ for hold af fjerkræ.
Regulativet er udfærdiget i henhold til miljøministeriets Bekendtgørelse nr. 467 af 23/05/2016 om miljøregulering af visse aktiviteter (samt senere opdateringer).
- Det er altid en god idé at orientere dine naboer om dine planer om at holde høns eller andre fugle.
- For at imødekomme klager, bør du drøfte placeringen af hus, voliere og indhegning med naboerne.
- Indret hønsegård m.v., så du overholder indretningskravene i forhold til fugleinfluenza. Reglerne findes på: foedevarestyrelsen.dk. Her er der også regler om fodring af fjerkræ.
- Er du i tvivl, kan du kontakte den lokale fjerkræavlerforening eller Odsherred Kommune - Miljøteamet.
- Se i øvrigt regler for byggeri og om husholdningsaffald.
Regler
1. Gyldighedsområde
Stk. 1. Regulativet er gældende for hobbyhold af fjerkræ i Odsherred Kommune beliggende i byzone og i sommerhusområder. Regulativet gælder ligeledes for områder i landzone, der ved lokalplan er overført til boligformål eller blandet bolig og erhverv.
Stk. 2. Det er ikke tilladt at holde fjerkræ i sommerhusområder.
Stk. 3. Såfremt lokale grundejer, andels- og lejerforeninger inden regulativets ikrafttræden har vedtaget regler, der ikke tillader fjerkræhold eller har fastsat skærpede regler for fjerkræhold, er disse vedtagelser fortsat gældende. Det samme gælder byplanvedtægt eller lokalplan, hvis der er fastsat forbud eller begrænsninger for fjerkræhold. Hvis der er anført bestemmelser angående fjerkræhold i et skøde, er disse bestemmelser også fortsat gældende.
2. Regler for indretning og drift af fjerkræhold
Stk. 1. Ved fjerkræ forstås hønsehold, duer og andre fugle.
Stk. 2. Det er tilladt at holde fugle i udendørs voliere.
Stk. 3. Fjerkræholdet skal etableres med et hus og indhegnet trådgård. Fjerkræ må ikke færdes uden for matriklen. Fjerkræhuset skal sikres mod indtrængning af rotter.
Stk. 4. Fjerkrægården skal være etableret mindst 2,5 m fra skel.
Stk. 5. Fjerkræholdet må ikke give anledning til væsentlige lugt- og fluegener. Gødning (ekskrementerne) fra fjerkræ skal fjernes mindst 1 gang om ugen og så vidt muligt anvendes til gødningsformål. Gødningen skal opbevares i lukket beholder indtil den anvendes eller graves ned på ejendommen.
Afstandskrav for nedgravning af gødning er 2,5 m fra skel, mindst 30 m til drikkevandsbrød og maksimalt i 50 cm s dybde.
Stk. 6. Fjerkræholdet må ikke give anledning til uhygiejniske forhold. Foder skal opbevares i en rottesikret beholder. Foderrester skal fjernes umiddelbart efter fodring både fra fjerkræhuset og -gården.
Stk. 7. Der må højst holdes ét fjerkræhold. Fjerkræholdet kan max. bestå af fx 10 høns og 1 hane eller lignende størrelse dyrehold. Der tillades op til 10 kyllinger i perioden maj til oktober. Det er kommunens vurdering om fjerkræholdet overholder størrelsen.
Stk. 8. Ved hold af hane, hanekyllinger eller i tilfælde af væsentlige støjgener fra fjerkræholdet i natte- og morgentimer skal fjerkræ holdes inde i et mørklagt fjerkræhus om natten indtil kl. 7.00. Lørdag, søn- og helligdage dog indtil kl. 8.00. Kommunen vil kunne kræve fjerkræhuset støjisoleret.
Stk. 9. Hvis fjerkræholdet giver anledning til væsentlige gener, kan kommunen kræve afhjælpende foranstaltninger udført. I særlige tilfælde med vedvarende gener kan kommunen kræve fjerkræholdet fjernet.
3. Dispensation og klage
Stk. 1. Kommunens afgørelser i medfør af dette regulativ er endelig og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Hvor individuelle forhold taler herfor, kan kommunen efter ansøgning dispensere for reglerne i § 2.
Stk. 3. Eksisterende fjerkræhold, som er indrettet og i drift før 2007, skal først overholde regulativet ved væsentlig ændring af eksisterende forhold.
Stk. 4. Kommunen kan i forhold til eksisterende fjerkræ, der medfører væsentlige gener, påbyde vilkår, der svarer til dem, der fremgår af regulativet.
4. Overtrædelse af regulativet
Overtrædelse af dette regulativ kan straffes med bøde.
5. Revidering og ikrafttrædelse
Dette er en revideret udgave af regulativet godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 12. december 2006.
Senest revideret 15. juni 2017 – der er foretaget opdatering i forhold til lovændringer og præcisering af enkelte §§.