En luft til vand-varmepumpen giver billig, klimavenlig varme. Overvej denne løsning, hvis du varmer op med oliefyr, naturgas eller elvarme og bor i et område uden fjernvarme.
Du kan læse mere om at skifte til en luft til vand-varmepumpe her: sparenergi.dk/forbruger/vaerktoejer/energiloesninger/skift-til-luft-til-vand-varmepumpe
OBS
Vær opmærksom på at varmepumper kan støje. Især den lavfrekvente støj kan være være problematisk særligt i områder, hvor der etableres mange varmepumper.
Her er gode råd til hvordan nogle af støjgenerne fra din varmepumpe kan minimeres:
- Hold god afstand til soveværelsesvinduer, stuevinduer og terrasser - både dine egne og naboens.
- Hold afstand til skel.
- Er der fliser eller anden hård overflade på arealet mellem varmepumpen og naboen, vil det forstærke støjen, mens bløde overflader som græs derimod vil absorbere lyden.
- Placér evt. varmepumpen mellem fx udhus eller haveskur og naboen. Bygninger skærmer støjen.
- Undlad at placere den ovenpå garage- eller carporttaget, da det kan øge støjen.
- Placér IKKE varmepumpens udedel i fx et skur eller en garage. Udedelen har behov for masser af frisk luft, ellers risikerer varmepumpen at brænde sammen, yde mindre og larme mere.
- Undlad at placere den ovenpå garage- eller carporttaget, da det kan øge støjen
Brug Energistyrelsens støjberegner til at teste den bedste placering for varmepumper på din grund. I støjberegneren indtaster du din varmepumpes lydeffektniveau og placerer herefter varmepumpen på et luftfoto af dit hus. Så viser beregneren, hvor meget støjen vil sprede sig.
Sådan virker det
En ventilator trækker udeluften ind i varmepumpen hvor varmeenergi trækkes ud af luften. Varmen bliver ledt fra varmepumpen ind i huset, hvor den opvarmer både hus og brugsvand. Luft til vand-varmepumper fungerer også i de koldeste måneder af året.
Anlægget består af 2 dele, en ude- og en indedel. Selve varmepumpen står oftest uden for huset. Hvis du har begrænset plads indendørs, kan du få et såkaldt mono-blok anlæg, hvor al teknikken er samlet i ude-delen.