Forsyningsselskaber
Odsherred Kommune fungerer ikke direkte som forsyner af varme, men er myndighed på området. Odsherred Forsyning, der er et kommunalt ejet fjernvarmeselskab, og det private andelsselskab Nykøbing Sj Varmeværk forsyner fjernvarmen i Odsherred, og det er derfor dem, der udarbejder de nødvendige projektbeskrivelser og beregninger, også kaldet projektforslag, for udrulningen af fjernvarme til nye områder. Odsherred Kommune behandler og godkender disse projektforslag. På baggrund af de godkendte projektforslag gennemfører fjernvarmeselskaberne tilslutningskampagner og udruller fjernvarmen.
På denne side kan du læse mere om vores to forsyningsselskaber.
Tilsammen forsyner de to fjernvarmeselskaber årligt knap 70.000 MWh fjernvarme estimeret ud fra BBR, svarende til 19% af varmeforbruget i Odsherred Kommune. Fjernvarmeselskaberne har imidlertid informeret, at varmesalget i 2022 kommer op på over 85.000 MWh, svarende til en andel på 23% af varmeforbruget, hvilket viser deres markante udbygning på det seneste. Med de nuværende udbygningsplaner vil denne andel inden for en årrække være forøget betydeligt.
Nykøbing SJ Varmeværk
Nykøbing Sj Varmeværk forsyner borgerne i Nykøbing Sjælland samt i Annebergparken, hvor varmen primært er blevet produceret på naturgas, men er under fortsat omlægning til vedvarende energikilder.
Fjernvarmeselskabet er p.t. i gang med at tilpasse og udskifte en del af deres målerpark til et radionetværk, som på sigt kan hjælpe med at få udnyttet leveringen af varme bedst muligt. Dette vil gavne den enkelte forbruger og fællesskabet og således styrke udbygningen af fjernvarmen.
Etablering af varmepumpeanlæg på Getsøvej 16 er godkendt og forventes i drift til fyrings-sæsonen 2023. Du kan læse godkendelse af en ny varmepumpe her. Udstykning ved Getsøvej, hvor dette vil give mulighed for at yderligere 70 varmeforbrugere, kan kobles på fjernvarmenettet.
Derudover har de forslag for en udvidelse ved forskellige områder i Nykøbing Sjælland. Det indebærer bl.a. udstykning ved:
- 12 ejendomme på Rørvigvej
- 13 ejendomme ved Jupitervej og Marsvej
- 10 nye ejendomme ved Annebergparken
- 24 ejendomme i forlængelse af Æblehaven mod Askehaven
Du kan læse mere om Nykøbing Sj Varmeværk på deres hjemmeside
Odsherred Forsyning
Odsherred Varme (en del af Odsherred Forsyning) står i dag for varmeforsyningen til områderne i Højby, Vig, Egebjerg, Rørvig, Grevinge og Herrestrup. Varmen produceres på lokale varmeværker i Højby, Vig, Egebjerg, Grevinge og nu også i Rørvig.
Rørvig er fra efteråret 2022 blevet en del af Odsherred Varmes fjernvarmeområder og forsynes med varme fra et lokalt etableret varmeværk med en stor varmepumpe. Varmepumpen udtager varme fra vandforsyningens indvindingsvand til drikkevand. Hvor værkerne i Grevinge, Vig og Højby tidligere har brugt naturgas til varmeforsyning, er det i dag også omlagt til store varmepumper. Dette har været et led i deres grønne omstilling, hvor målet er at bevæge sig væk fra de fossile brændsler. I dag produceres varmen på både el, flis, luft til vand-varmepumper, men naturgas bruges også fortsat i et vist omfang.
Odsherred Varme arbejder på udrulning af fjernvarme til seks nye byer, hvoraf fem af dem i dag er gasforsynet. Der ligger godkendte projekter for alle disse områder. De byer, der inden for en årrække kan forvente fjernvarme er: Stårup, Førevejle Stationsby, Fårevejle Kirkeby, Asnæs, Hørve og Vallekilde. Læs mere om det på vores side Kommende fjernvarmeområder
Med disse projekter er det målsætningen og forventningen, at andelen af fjernvarme vil blive forøget fra 19 % i dag til 43% ved fuld udrulning.
Du kan læse mere om Odsherred Forsyning op deres hjemmeside